COSI FAN TUTTE

★★★★☆☆

Selvom champagneproppen nægtede at springe, da Den Jyske Opera for første gang præsenterede deres "demokratiske" udgave af COSI FAN TUTTE på Det Kongelige Teater, så boblede det alligevel af humør på den Gamle Scene. Fire veloplagte solister gav nyt liv til Mozarts unge elskende, og rent musikalsk formåede Benjamin Bayl endnu engang at løfte opgaven.

Publikum fik indledningsvis selv lov at vælge mellem en klassisk og en moderne udgave, og valgte ganske modigt den sidste. Kostumerne fremstod i al fald ikke tidstypiske, men morsomme var de blomstermønstrede kreationer, som kostumedesigner Astrid Lynge Ottosen havde valgt til de fire unges første scene. Senere kom der tilmed rigtige blomster på kjolerne.

Rikke Juellunds scenegrafi virkede derimod som en odiøs blanding af mondænt spabad, luksuslejlighed og japansk have med kirsebærtræer. Lige lovlig rodet og ikke specielt kønt.

Iscenesætter Elisabeth Linton synes at have koncentreret sig om spillet, og det gav da også pote. For ikke bare sangligt men også spillemæssigt leverede Kate Valentine, Trine Bostrup Møller, Jens Søndergaard og Joel Annmo varen. Forestillingens komiske højdepunkt blev så scenen, hvor de forladte piger forsøger at begå selvmord bl.a. med en croissant! Her som i resten af COSI FAN TUTTE strålede Klara Ek i pragtrollen som Despina. Samme lethed i spillet fandt man desværre ikke i Jonathan Bests Don Alfonso, der dog havde den fornødne myndighed.

Mod slutningen var det som om Elisabeth Lintons opsætning tabte fokus en smule, men både underholdningsmæssigt og musikalsk havde man grund til at være tilfreds med denne COSI FAN TUTTE, der trods publikums ønske rummede både sandhed og konsekvens.