★★★☆☆☆
Landsteatret har atter indtaget den bevaringsværdige Stærrekasse-scene ved Kongens Nytorv. Ældre mennesker skal dog være opmærksom på, at bortset fra stolene i salen, så er der ingen siddepladser i foyeren eller på etagerne. Måske derfor har man sløjfet pausen i A PICASSO, hvilket faktisk giver god mening, da man ellers risikerer at bryde forestillingens spændingskurve.
Mikkel Bruhns atmosfærefyldte scenografi og Emilie Nordentofts tidstypiske kostumer danner en troværdig ramme for dette kunstdrama, der viser sig at være baseret på et ganske fermt konstrueret skuespil (af Jeffrey Hatcher) for to skuespillere.
Vi befinder os i Paris under krigen, hvor den internationalt anerkendte kunstner Picasso forhøres angående tre konfiskerede Picasso-maleriers ægthed. Forhørslederen Frøken Fischer har sine helt personlige grunde til at trænge til bunds i denne sag, men den kvindeglade Picasso synes også at have en trumf i baghånden.
Anders Bircow, der i de senere år endelig synes at have sluppet Linie 3-stilen takket være gode biroller i flere musicals, har med rollen som Picasso givet sig selv en stor udfordring. Han har selv oversat stykket – ganske udmærket iøvrigt – og har solidt fat i den skælmske side af Picassos personlighed. At han tilmed virker overbevisende, når han skal male et portræt, skader bestemt ikke helhedsindtrykket. Men den dramatiske tyngde, som rollen også kræver, oplever vi kun i glimt. Stine Stengade har vi også set bedre, for her forekommer hun rigeligt manieret som den strenge frøken Fischer i forhold til, hvor fin hun kan være, når hun spiller på Betty Nansen Teatret.
Hans-Peter Kellners instruktion virker meget traditionel, og man ville ønske, at han i højere grad havde ladet sig inspirere af Picassos kunst under sin udformning af forestillingen. Som den er nu er A PICASSO blevet lidt for nydeligt teater, selvom stoffet faktisk synes interessant.
