SMERTEN

★★★★★★

SMERTEN er en funklende smuk og skræmmende stærk tekst af Marguerite Duras, hvis navn mange især forbinder med film som "Hiroshima Min Elskede" og "Elskeren". På teatret FÅR302 fik den for nogle år siden en fuldkommen forløsning i Madeleine Røn Juuls iscenesættelse.

En sublim Ulla Henningsen modtog – naturligvis – Teater-pokalen for sin uforglemmelige indsats med denne krævende monolog. Efter en omfattende turné er forestillingen nu tilbage i København – nærmere bestemt på Aveny-T.

Krigens gru bliver uhyggelig nærværende i beretningen om den udsultede KZ-fange, der vender hjem og skal genoptage livet med sin elskede.

Marguerite Duras lægger ikke fingre imellem og kvindens modtagelse af den svækkede mand bliver alt andet end hjertelig. Ulla Henningen synes på een gang grusom og blødende smuk i sin udlægning af teksten, der ret beset er mere poesi end teater. Men i mødet med den helt rigtige skuespillerinde opstår magien, og forestillingen bliver – imod alle odds – den reneste teaterpoesi.