★★☆☆☆☆
Mute Comp. Physical Theatre lefler ikke for sit publikum. Deres seneste forestilling MOST TRUTHS ARE SO NAKED aer i den grad mod hårene, men for koreografen Kasper Ravnhøj synes det at være et bevidst valg. Så vidt så godt. Men når vi kun kan forstå en del af de ord, der vælter ud over os især i den første halve time, så skaber det i højere grad irritation og afmagt end egentlig indsigt, og det bliver ikke til gavn for forestillingen.
Det første billede virker ellers stærkt – tre mennesker sidder i midten af en stor cirkel og pludselig sætter en mand ild til dem. Men mumlende forpustede dansere med kraftige accenter virker ikke som de ideele formidlere af ord – og da slet ikke, når det bliver gjort på engelsk og fransk. Ordet incest genkendes, men relaterer ikke umiddelbart til det, vi ser.
Hvis bare de medvirkende havde fået lov til at koncentrere sig om dansen, for på den front kan de tydeligvis en del. Der er noget nådesløst over den facon, hvormed de kaster sig rundt i rummet tilsyneladende dikteret af en enerverende elektronisk musik, der på een gang synes at afspejle hjerte- og klokkeslag.
I tilgift får vi en markant sangerinde, der farer rundt udenfor cirklen, hvorfra hun formår at få et særegent strenginstrument til at lyde som et misbrug af kattetarme og senere hun byder på forvrænget punk, så vores øregange virkelig udfordres.
Vi er tilsyneladende ved skabelsens begyndelse eller er det hele bare en drøm? Folk blandt publikum inddrages i ordene – denne skribent blev ligefrem genkendt fra en drøm og skulle være far til et par tvillinger… Øh, nej…
Tre andre publikummer hives ind i cirklen, hvor de mest løber og ligger, uden at vi bliver klogere af den grund. Af programmet fremgår det, at de er statister.
Bedst virker scenen, hvor de tre dansere sidder i en slags rundkreds sammen med de tre statister, og så begynder danserne pludselig at slå på hinanden. Da rammes vi på vores identifikation med statisterne, der ser ud til at føle sig ilde berørte og ikke ved, hvad de skal stille op.
En af danserne spiser pludselig et glas og mens blodet begynder at fordele sig på gulvet, priser man sig lykkelig for, at man ikke har slæbt et barn med til denne forestilling.
Skal eksperimenter af denne type sidde lige i skabet, skal dramturgien bag være klar. Uanset om man vil provokere eller bare mystificere, kræver det præcision, ellers virker det bare ikke på en scene. Det er i dette tilfælde desværre den nøgne sandhed.
