NORTHERN SOUL

★★★★☆☆

Elaine Constantine imponerer både som instruktør og manuskriptforfatter i en ret sprudlende britiske musikfilm kaldet NORTHERN SOUL, der har opnået status som månedens film i Cinemateket. Her møder vi to gæve guttere, den lidt nørdede John Clark og den mere ekspressive Matt, som finder et fællesskab i deres kærlighed til den sorte soulmusik.

Elliot James Langridge gør det rigtig godt som den stilfærdige rebel, der gradvist træder i karakter og man forstår godt hans fascination af den danseglade Matt, som Josh Whitehouse gestalter med velgørende fysisk overskud og ægte stjerneudstråling.

I en birolle får Steve Coogan lov til at udspyde uforskammetheder over en skoleklasse, og man morer sig også over at se sangerinden Lisa Stansfield i en lidet glamourøs moderrolle. Mere overbevisende er Christian McKay (glimrende som Orson Welles i Richard Linklaters "Me & Orson Welles") i rollen som hendes mand.

Elaine Constantine truer i filmens anden halvdel med at gøre filmen til endnu et narkodrama, men styrer heldigvis fri af de fleste klicheer. Og takket være filmens to hovedpersoner – og musikken! – bliver NORTHERN SOUL en medrivende oplevelse, man ikke ville have været foruden.