★★★☆☆☆
Teater Vs ambitiøse "nationale faktions trilogi" får sin afslutning med Jakob Weis’ VON TRIER – PERSONA NON GRATA. Tidligere har både multikunstneren Hornsleth og tv-fænomenet Casper Christensen stået for skud, og nu er turen altså kommet til dansk films mest berømte/berygtede instruktør.
Han gestaltes med betydeligt engagement og i passager tilmed nøgent af Jens Jørn Spottag, der hverken ligner og lyder som Trier, men det tilstræbes heller ikke – bortset fra brillerne! Weis kommer stykket igennem med en række meta-kommentarer, der viser, at han er foran sit publikum, men som efterhånden også irriterer.
Weis anskuer Trier som en begavet, sindslidende og lettere infantil mand. Groteske optrin, hvor Trier holder prøver med et par lidt for røvslikkende skuespillere og hvor han møder Hitler (sit alter ego? – skuespilleren er i al fald den samme), tilfører forestillingen en vis form for humor. Men Triers velkendte kulsorte selvironi indgår desværre ikke i portrættet af manden Trier. Og derfor bliver Trier-figuren i høj grad et postulat, og vi har svært ved at genkende personen Trier, trods den ydre ramme.
Som handlingen skrider frem synes værket i stadig højere grad at handle om den skabende kunstner selv – i dette tilfælde Jakob Weis – end om Trier, men man kan da også med en vis ret hævde, at denne selvoptagethed er i Triers ånd. Den afsluttende retssag, hvor selve ytringsfriheden hives frem, virker mest som en slags efterskrift til den egentlige forestilling i første akt.
Weis inddrager vittigt elementer fra Triers film bl.a. åndsvage ("Riget") og udstoppede dyr ("Antichrist"), hvilket dog må virke mystificerende for et publikum uden kendskab til Triers værker. Men måske er det netop begrænsningen i Teater Vs trilogi, at den i sagens natur i for udpræget grad blev for de indforståede? Kunst om kunst. Derfor behøver man heller ikke have ondt af de portrætterede kunstnere, og da slet ikke økonomisk.
Men ligegyldig har trilogien ikke været, og tilmed oftest intelligent, frustrerende og udfordrende teater. Så selvom om forbeholdene denne gang er større end ellers, ville vi ikke have undværet denne modige teatersatsning, som både instruktøren og teaterchefen Pelle Koppel med rette kan være stolt af.
