★★★☆☆☆
Den dansk-argentinske film JAUJA hører blandt filmsæsonens mest odiøse oplevelser. Dens monumentalt smukke billedside står i skærende kontrast til den pinagtige replikbehandling vi må lægge øre til undervejs. Det har nok ikke generet i samme grad i udlandet, men for en dansker gør det ligefrem ondt at lytte til filmens unge skuespillerinde. Hun forsvinder da heldigvis, og man er da også bedre tjent med Viggo Mortensen, selvom han rent verbalt har virket mere overbevisende i andre sammenhænge. Men han har til gengæld også her evnen til at give den som mut og målrettet rytter.
Sprogligt får filmen dog et gevaldigt løft, da Ghita Nørby dukker op som bizar og usammenhængende huleboer. Her gør man bedst i at lade fornuften fare, og lade sig nøje med en umiddelbar sanseoplevelse – hvis man kan det.
Den kan ikke nægtes, at JAUJA er mere kuriøs end god. Men i modsætning til mange bedre film, har den også nogle hemmeligheder, som man aldrig får svar på. Kan man ikke forlige sig med det, præsenterer Cinemateket i den kommende tid en hel kavalkade af instruktøren Lisandro Alonsos film, og det kunne måske være en hjælp?
