★☆☆☆☆☆
Det måtte jo komme. Efter flere år med fuld fortjent medgang, indtrak fiaskoen så for Elisa Kragerup i form af denne hermetisk lukkede markedsanalyse forfattet med demagogisk selvfedme af instruktøren selv i samarbejde med fænomenet (Claus Beck-)Nielsen, og fremført på Skuespilhusets Lille Scene.
Syv skuespillere sidder i en halvcirkel af røde stole og kæmper for at komme til orde bag – eller snarere i munden på – deres respektive karakterer. Ordene virker bastante og i en højrøvet indpakning, der keder, når den ikke irriterer, og faktisk er det kun Nicolai Dahl Hamilton, der formår at holde vores opmærksomhed fanget fra start til slut, hvad enten han spiller bugtalerdukke eller nødlidende i Bangladesh. Marie Dalsgaard står dog skarpt rent vokalt, hvad enten hun synger en overfraseret udgave af "Internationale" eller blot agerer alarm! Og Maria Rossing kan på et split sekund eksplodere, så man næsten bliver bekymret for hendes helbred.
Politisk teater skal være mere end velkomment – også på Det Kongelige Teater, men skal det nå ud over de sædvanlige meningsfælder, kalder det på mere raffinerede skriverier, end dem Nielsen og co. bidrager med her. Selv en Elisa Kragerup bliver ikke bedre, end det tekstmateriale, hun har at arbejde med. Den kriseramte græker, ofre efter bankkrak og sultne i den tredje verden er således bedre stillet med, at du sender penge til dem fremfor at du giver dem en billet til letkøbt pseudo-teater.
