Forside

logo logo logo

 

KERTEMINDE

Det er svært ikke at forelske sig i KERTEMINDE. Har man een gang været i denne fortryllende by er man simpelthen nødsaget til at komme tilbage. Byens beboere må regnes blandt de venligste og mest hjælpsomme i dette land. Og de naturskønne omgivelser lige ud til vandet gør KERTEMINDE ganske uimodstålig.

Selv hvis man ikke som sådan er til billedkunst, bør man ikke snyde sig selv for et besøg på Johannes Larsen Museet. Her kan man ikke blot nyde den store maler Johannes Larsens egne værker, men også andres kunstnere med relation til området. Senest har museets fortryllende udstilling om "Vildfugle" bjergtaget publikum. Men der er også en mulighed for at gå rundt i Johannes Larsens eget hjem inkl. hans atalier samt den helt vidunderlig have. Trænger man til en forfriskning undervejs, kan man trygt besøge Kaffehuset, der også ligger i haven.

Er man rigtig sulten og glad for fisk og skaldyr, må man ikke gå glip af Thorsted's fiskerestaurant beliggende lige ned til vandet. Her finder man ikke blot en betagende udsigt, men kan også nyde bl.a. en sublim fiskebuffet med alt fra årstidens fiskefade, skaldyrssalat, hummersuppe, lune fiskefilletter samt en lang række andre lækkerier.

KERTEMINDE har også sin egen biograf, den hyggelige Kerteminde KIno, hvor man altid finder en underholdende kvalitetsfilm på repertoiret. Og sørme om KERTEMINDE ikke også har sin egen revy, der spiller det meste af sommeren (se evt. anmeldelse af årets revy på cphculture.dk).

En vandretur i Kertemindes gamle gader er i sig selv en oplevelse, men får ekstra værdi, hvis man allierer sig med en af byens vægtere. Iført flot uniform og bærende både morgenstjerne og lanterne viser han rundt, mens man får et indblik i Kertemindes historie - og måske en sang. Man kommer naturligvis forbi Kerteminde kirke (Sct. Laurentius kirke), der blandt mange skatte rummer en bibel, der har tilhørt selveste Christian d. 4.

En tur til KERTEMINDE bør naturligvis krydres med en is hos Vaffelbageriet, der flere gange har opnået status blandt landets bedste. Langegades bageri byder på den lokale udgave af brunsvigeren dvs. uden kanel, og Clausens konditor frister også med et hav af lækkerier bl.a. deres liflige forårskage og den lokale delikatesse: Kransekage med kirsebær.

Prøv også en eller flere af de mange forskellige æblemoster fra det lokale mosteri Nybro, de ligefrem smager af sommer. Er man til alkoholiske drikke, så har de lokale bryggerier en række fortræffelige øl bl.a. den populære "Amanda". Selve statuen Amanda finder man stadig i byens hjerte, tæt ved den lille bro, hvorfra byens unger springer i vandet, så snart de første solstråler viser sig.

Mange familier søger også til området på grund af de mange mulighed bl.a. indenfor sejlads, og i sommerbyen finder man billige sommerhuse til leje for både kortere og længere perioder. KERTEMINDE er i sandhed en by med mange facetter og et must, når sommerferien skal planlægges.