GRINET OG DØDEN

★★★★★☆

Allerede for 14 år siden var der planer om en Halfdan Rasmussen-forestillingen på Furesøen, men den gang satte Halfdan Rasmussen selv en stopper for det, da han var utilfreds med manuskriptet. Men mon han ikke ligesom publikum ville have overgivet sig til Line Mørkebys kærlige digterværk om de retningsgivende år under besættelsen? Jeg tror det.

Vi møder den unge Halfdan, der beundrer vennen Morten Nielsens kompromiløse skriverier om sin samtid, mens han selv føler sig henvist til at skrive børnerim. Halfdans møde med sin kommende hustru, skribøsen Ester Nagel, gør ham kun mere splittet, indtil en fatal ulykke besejler hans skæbne.
Iscenesætteren Rolf Heim afholder sig ganske passende fra gemen naturalisme, og i stedet får vi en lettere grotesk spillestil a la commedia dell’arte, som giver en vældig dynamik på det flydende teater.

Samtidig har scenograferne Johanne Eggert og Rebekka Bentzen fundet nye måder at bruge den hyggelige båd på, så selv de mest trofaste gæster har overraskelser ti gode. Bl.a. gør man vittigt brug af Elverhøj-koret, der gang på gang minder Halfdan Rasmussen om de børnesange, som i perioder hang ham ud af halsen. Men det er også Elverhøj-koret, der mod slutningen minder Halfdan og os om, at hans bedste børnerim faktisk rummede stor poesi og en livsvisdom, der rakte langt udover barndommens verden.
Komponisten Jeanett Albeck sørger for, at vi også på båden får behagelige toner at lytte til – smukt formidlet af musikerne Hanna Englund og Marie Louise Von Bülow med assistance fra skuespillerne.

Thomas Bang tilfører Halfdan Rasmussen en sympatisk uskyld, en sjælens renhed midt i den personlige splittelse. Lækre Lise Lauenblad er ham en pragtfuld hustru, der kæmper for sin mand med næb og klør, men som heller ikke går af vejen for at skælde ham ud, hvis det er på sin plads. Pelle Nordhøj Kann fanger både den kammeratlige og den mere dystre side af Morten Nielsens personlighed, og gør ham ligefrem til en rival for Ester Nagel, selvom der i starten synes at være balance i trekanten.

Man kan derfor roligt gå ombord på Det Flydende Teater, for der venter endnu en eventyrlig teaterrejse.