KÆRLIGHED VED FØRSTE SLAG

★★★★☆☆

Adèle Haenel regnes blandt en af Frankrigs mest talentfulde yngre skuespillerinder og vandt for nogle år siden en César (Det Franske Film Akademis fornemste hæder) for sin birolle i familiedramaet "Suzanne". Tidligere i år scorede hun endnu een for sin hovedrolle i KÆRLIGHED VED FØRSTE SLAG ("Les Combattants").

Her spiller hun den mopsede, anspændte, og i grunden lidet charmerende drengepige Madeleine, som den mere afslappede håndværker Arnaud alligevel betages af. Som han fremstilles af den både nydelige og talentfulde Kévin Azaïs (der selv fik en César som årets unge håb), er det ikke så underligt, at hun også nærer en vis interesse for ham.

Thomas Cailley har instrueret denne moderne kærlighedshistorie med fin fornemmelse for ung skrøbelighed, men også med stænk af humor, som gør at vi gradvis begynder at tro på dette umage par. Frem for alt minder KÆRLIGHED VED FØRSTE SLAG os om, at vi ikke skal dømme andre for hårdt efter det første indtryk, men at det nogen gange betaler sig at lære hinanden lidt bedre at kende. Og at selv folk uden umiddelbar karismatisk udstråling kan have en del at byde på, hvis man kigger dybere og kommer dem i møde.

Dermed når KÆRLIGHED VED FØRSTE SLAG ud over sit eget beskedne format, og virker mere sympatisk end mange af mere kalkulerede romantiske komedier, som vi fordres med fra den engelsksprogede del af kloden.