★★★★☆☆
Tre en halv times Hamlet på Kronborg lyder måske af meget, især når det danske sommervejr har vist sig så utilregneligt.
Men Roger Vontobels dynamiske iscenesættelse overvinder alligevel disse forhindringer. Ikke at der er tale om en lydefri forestilling, men på trods af flere dristige dispositioner undervejs føler vi os i al fald godt underholdt.
Christian Friedel (som biografgængere kender fra Michael Hanekes ”Det hvide bånd” og den premiereaktuelle ”Amour Fou”) er en teknisk virtuos skuespiller og et langt stykke af vejen tilmed en rigtig god Hamlet. En lidt nørdet men også ret trodsig og tjekket kunstnertype, der med formidabel rockstemme trykker den af med sit band på på den røde løber. Alt i mens moderen Gertrud og stedfaderen Claudius bifaldende ser til Kronborgs vinduer. Men da et langt og særligt syret show kaldet ”The Mousetrap” munder ud i en mordanklage mod stedfaderen, kan det nok være, at piben får en anden lyd.
Efter pausen er Kong Claudius i mere end en forstand på skideren, og vi bliver endnu en gang mindet om, at humoren i tysk regiteater ikke er for enhver smag.
Ellen Hoffmans kostumer stritter tidsmæssigt i mange retninger – sikkert bevidst – men låser også flere af skuespillerne fast i en bestemt figurtolkning. Således kan det i passager være svært for Hannelore Koch at agere andet end overklassefrue, når hun det meste af tiden bære guldkjole og pels i rollen som Gertrud. Men i nøglescenen med Hamlet får hun heldigvis lov at vise, at denne Gertrud både kender til skyld og skam, selvom livet må gå videre.
På lignende vis må Annika Schilling som Ophelia kæmpe imod et himmelblåt kostume med rødt bælte og tyl, der får hende til at ligne til hovedrolleindehaveren i en Holiday on Ice-version af Disneys ”Den lille havfrue”. Synd – for her var tilløb til en moderne mere jordnær Ophelia. At iscenesætteren så har fået den ide, at Annika Schilling også skal agere graver, virker desværre som et forstyrrende vildskud.
Men Roger Vontobel sejrer alligevel til sidst med en bandsat fræk og temmelig original udlægning af det afsluttende opgør. Det er nemlig Hamlet, der spiller hele det afsluttende drama, for var han ikke gal ved forestillingens start, så bliver han gjort vanvittig i løbet af forestillingen – udløst af apatien overfor fadermordet. Men pludselig falder et skud, og Hamlet havner blandt de øvrige lig. Mens Claudius, Gertrud og Laertes – sidstnævnte med en rygende pistol i hånden – ser til fra Kronborgs vinduer. Så forstår vi, at netop sådan måtte Hamlet ende i en tid, hvor magtmenneskenes arrogance altid vinder. Magtmennesker, der får salen til at synge med på de første fire linier af nationalsangen, fordi magtmennesker behøver at kunne mere, da det jo blot handler om at tage patent på nationalfølelsen.
Så er det, at denne Hamlet ikke blot virker nærværende, men ligefrem uhyggelig relevant.
