COSI FAN TUTTE

★★★★★☆

Det smukt beliggende udendørsteater Opera Hedeland byder denne sommer på nogle få men usædvanlige opførelser af Mozarts tilsynelandende uopslidelige COSI FAN TUTTE. Iscenesætteren Tobias Theorell lader handlingen udspille sig på en roterende campingplads – uden at der går skår i glæden af den grund – snarere tværtimod.
Faktisk fungerer scenografien overraskende godt – netop fordi det er udendørsteater, mens det indendørs sandsynligvis ville have virket sølle, fordi man havde manglet den frie natur som medspiller.

Herligt uortodokse Simon Duus får i sandhed lov til at vise, at han er en sanger med hår på brystet som Don Alfonso, men det er dog alligevel Denise Becks Fiordiligi og Adam Frandsens Ferrando, der rent vokalt løber med opmærksomheden. Hele ensemblet fungerer upåklageligt – ikke mindst det aldrende kor, der også kan danse folkedans. Skuespilmæssigt er der mest spræld i Ditte Højgaard Andersens Despina, men hun har så også den sjoveste rolle.

Orkesteret syntes en smule gemt (og klemt), men den erfarne Mozart-dirigent Henrik Schaefer søger alligevel for, at musikken også denne gang løfter sig.

Da man først starter klokken 20 og forestillingen tager over tre timer, bliver det relativt sent for mange, da man jo også skal påberegne en del hjemrejsetid. Hønsene, der i starten af forestillingen havde klukket løs på forscenen, var dog også for længst krøbet ind i hønsehuset, inden forviklingerne i Lorenzo da Pontes i grunden ganske vovede historie endelig faldt på plads.