★★★★★★
Nej, vi får faktisk kun seks af de ti bud behandlet i denne forestilling, men giver de mening i sig selv, skal denne tilsnigelse være Betty Nansen Teatret tilgivet. Og det gør de gudskelov. I hænderne på instruktøren og scenografen Jacob F. Schokking får hver af de seks historier liv, selvom de væves ind i hinanden og med en række af de samme skuespillere som gengangere.
DEKALOG var oprindelig en polsk tv-serie, og enkelte dele dukkede op i de danske biografer, inden den blev præsenteret som helhed ved særlige lejligheder. Et mesterværk – javist – , men slet ikke så visuelt opfindsomt som eksempelvis Kieslowskis trikolore-trilogi. DEKALOGs force ligger i manuskriptet – og derfor er det godt set af direktør Vibeke Windeløv, at netop DEKALOG egner sig til teater. Og ideen med at hyre en billedskaber som Schokking giver også god mening, selvom flere af hans tidligere værker har imponeret os mere end de har bevæget. Denne gang finder han den fuldendte balance i et gråligt scenebillede med skråvæg og storskærm – godt hjulpet af et funklende hold skuespillere.
Det er en nydelse at se Søren Sætter-Lassen yde disciplineret ensemblespil, der minder os om, hvor stor en skuespiller han vitterlig er – fremfor at se ham i de paraderoller, som han på det seneste har været henvist til på Det Kongelige Teater.
Thomas Levins sceniske nærvær gør også ham til en stor gevinst for forestillingen. Helt eminent fremstår Flemming Enevold, der formår at overgå selv sin Reumert-belønnede charmetrold i “Vintersolhverv”, og her åbenbarer sig som karakterskuespiller af fineste karat.
Marie Louise Willes nervesitrende spil gør storartet fyldest i flere markante roller, men hun kan også være dorsk som en langt fra uerfaren luder, der værdsætter et par venlige ord. Uforlignelige Bodil Jørgensen kan på et splitsekund forvandles fra jovial olding til ondskabsfuld kælling, når hun gennemgår spørgsmål og point i en personlighedstest.
De tre unge gør alle god fyldest, men for Elliott Crosset Hove må premieredagen blive en mærkedag. Thi samme dag som han får sit filmgennembrud med “I blodet”, yder han sin hidtil største sceneindsats som en række mere eller mindre kiksede børn og unge mænd i DEKALOG.
Genkender man ikke umiddelbart det konkrete bud fra Biblen i de enkelte historier, så husk på, at sådan var det også, da man så filmen. Forestillingens udmærkede program kan dog heldigvis hjælpe. DEKALOG bør da heller ikke anskues som et religiøst værk, men hiver dog fat i en række relevante filosofiske spørgsmål, som ethvert mennesker bør stille sig selv fra tid til anden.
Lad os derfor håbe, at Betty Nansen Teatret også giver os de sidste fire Dekalog-historier på et tidspunkt. Det fortjener vi.
