Forside

logo logo logo

 

MIT MØRKE

★★★★★

Lykke Sand Michelsen træder for alvor ind i de voksnes rækker som skuespiller på Bådteatret. Det sker i forestillingen MIT MØRKE af Simone Isabel Nørgaard og baseret på Peter Tudvads roman "Sygeplejerske i Det Tredje Rige - en danskers historie".

Her oprulles et usædvanlig livsforløb om en dansk nazisympatisørs teenagedatter, der sendes til Tyskland for at arbejde og ender som sygeplejerske for SS i Berlin 1945. Hendes tyske karriere bliver der dog sat et grundigt stop for ved krigens afslutning. Hun må i lighed med en lang række andre kvinder se sig ydmyget og voldtaget, inden hun vender tilbage til Danmark tynget af skyld.

Scenografen Thomas Kolding tryller med hospitalsskærme, hvorpå der projiceres relevante billeder fra krigens tid.
MIT MØRKE byder også på et ualmindeligt velkomment gensyn med Bodil Sangild, der synes mere moderne og sprød end nogensinde. Michelsen og Sangild spiller henholdsvis den unge og ældre Ebba samt diverse småroller i denne sindige teatermosaik sat i scene med integritet og klarsyn af Pia Rosenbaum. Afgjort seværdigt.