TRAINWRECK

★★★☆☆☆

TV-fænomenet Amy Schumer får et overbevisende filmgennembrud med den bramfrie folkekomedie TRAINWRECK. Som man ofte ser det i disse år (jvnf. Kristen Wiig og Tina Fey) nøjes hun ikke med at spille hovedrollen, men har også skrevet det veloplagte men ikke videre elegante manuskript, filmen bygger på.

TRAINWRECK er historien om pigen Amy, der sejler rundt i mere eller mindre håbløse forhold, fordi hun bilder sig ind, at hun ikke har lyst til at have en kæreste. Men så møder hun pludselig en kvik fyr, der stiller hende stolen for døren.
Instruktøren Judd Apatow, der efterhånden har specialiseret sig i vovede sex-komedier har haft en relativ heldig hånd med denne film, ikke mindst på grund af festlige birollepræstationer af bl.a. John Cena som Amys mest faste kæreste, Tilda Swinton som Amys chef og – som sig selv – den tårnhøje sportsmand LeBron James.

Bill Hader forekommer derimod at være rigeligt nørdet i den mandlige hovedrollen, men på den anden siden virker det helt forfriskende i Hollywood-sammenhæng. Brie Larsson låner desuden både varme og sødme til rollen som Amy noget nær perfekte søster.

TRAINWRECK byder på mange gode grin, der næsten får os til at glemme de ujævnheder, vi møder undervejs.