★★★★★☆
af Bjørn Rasmussen
(Forlaget Gyldendal)
Bjørn Rasmussen hører sammen med Yahya Hassan blandt vores mest kompromisløse unge forfattere. Rasmussen forekommer dog mere produktiv rent litterært, og hans seneste bog viser sig at være en lækkert indpakket digtsamling, der kredser om forholdet til den døde far Flemming (Ming).
96 sider lyder måske ikke af meget, men det fosser ud med ord. Uden overskrifter og ikke som fyld, men fordi ordene må og skal ud. Indimellem får vi en hel sort side, der mærkes som en stund, hvor forfatteren er alene med sit mørke.
Piller er tilsynelandende ikke nok til at tilbagekalde mørket, og de nærmeste må gentagne gange opfordrer vores sindslidende og ret pikfikseret fortæller til at gå i bad.
Der samtales med manden og taxachauffører, men det tilsyneladende ikke uproblematiske forhold til faderen dukker hele tiden op i erindringen. Det er næppe tilfældigt, at der ses Daddy-porn på nettet og lyttes til Abba Gold (fortælleren minder selv om, at Abba betyder far på hebraisk). Kindheste og pisk med brændenælder hører med til biledmosaikken af faderen.
MING er blevet endnu et smertefyldt personligt vidnesbyrd fra Bjørn Rasmussens uudtømmelige ordbank. En bog, der hjemsøger dig længe efter du har langt den fra dig, og som rummer flere hemmeligheder, end den afslører.
