– putting it together
★★★★☆☆
Bag den danske titel gemmer der sig en slags mini-musical af Stephen Sondheim med titlen "Putting it together", som Folketeatret nu sender på turné. Handlingen er næsten ligeså tynd som den i Abba-musicalen "Mamma Mia", og værket består i lighed med "Mamma Mia" også af sange, der er taget fra andre sammenhænge. Men det bliver sangene jo ikke nødvendigvis ringere af.
Vi er til cocktailparty hos et ældre ægtepar, hvor de eneste fremmede synes at være et yngre par foruden det lille orkester og en tjener. Mens de to unge forelsker sig, synes de to ældre at glide længere fra hinanden.
En beskeden men ganske velfungerende scenografi står i grel kontrast til forestillingens kostumer, der stritter i for mange retninger. Værst er det gået ud over stakkels kernesunde Charlotte Guldberg, der snarere ligner en kvinde, der skal til prøve på "Sound of Music" eller "Landsmandsliv" end en societypige. Man tror i den grad på, at hun stadig er "dus med himlens fugle". Stemmen fejler heldigvis ikke noget, og har strengt taget mere fylde end Madonnas i Oscar-vinderen "Før eller siden" fra Warren Beattys "Dick Tracy"-film.
Omvendt ser David Owe kæk og appetitlig ud i "Marry Me a Little" fra "Company", som han også synger pænt. Men de øvrige Sondheim-sange kræver desværre mere, end han magter endnu. Peter Pilegaard formår til gengæld at spille sig til succes som tjeneren i "Buddy’s Blues" fra "Follies", et andet af de store Sondheim-mesterværker.
Det klæder Preben Kristensen at være gået over i det ældre rollefag og at danne par med Betty Glosted. Finest fremstår han, når følelserne forbliver under låg og han i højere grad stoler på, at ordene er nok. Som f.eks. i "The Road You Didn’t Take" – ligeledes fra "Follies".
Men det er og bliver Betty Glosted, der rammer Sondheim-stilen renest. Sondheim har da også skrevet sine bedste sange til kvinder over deres første ungdom, og Betty Glosted låner både nådesløs bitterhed og kulsort humor til sit foredrag af "The Ladies Who Lunch" fra "Company". Hun er ligeledes formidabel i "Could I Leave You?" fra "Follies". Her mærker vi den skarphed, som instruktøren Kim Lundsgaard Nielsen godt kunne have betonet mere hos de øvrige medvirkende.
DIG OG MIG er naturligvis en seværdig forestilling, der bekræfter Sondheims genialitet. Men man ville unægteligt hellere have set en hel produktion af de oprindelige værker (som f.eks. "Follies" eller "Company"), og dermed oplevet sangene i den sammenhæng, som de var tiltænkt fra første færd.
