★☆☆☆☆☆
Det Kongelige Teaters store satsning HORISONTEN er en yderst blandet oplevelse. Catherine Poher viser sig atter som en storartet billedskaber og hele scenerummet udnyttes fornemt af scenografen Rikke Juellund og lysdesigner Carina Persson. Jens Bjørnkjærs stemningsmættede musik bidrager også positivt til det sanselige udtryk.
Man får dog ondt af de mange skuespillere, dansere og sangere, som har stillet deres talenter til rådighed, for de svigtes fatalt på manuskriptplan. Johannes Lilleøre skal ikke bare smide tøjet, men får også til opgave at belære os om kulstoffer, og Tammi Øst har man blandt andet sat til at tøffe rundt som en slags and. Nogen større mening med galskaben skal man ikke forvente, så ens nydelse af forestillingen afhænger af, om man kan tage til takke med øjeblikke af stor visuel skønhed samt glimt af originalitet.
For lige når man føler sig forført af et magisk scenebillede, afløses det af noget håbløst ligegyldigt som f.eks. en helt igennem fjollet gemmeleg, hvor de medvirker drøner afsted i alle retninger. Atter kommer man til at tænke på “Kejserens nye klæder”, og jo længere tid der går, desto mere hul forekommer forestillingen.
Selvfølgelig skal der være plads til eksperimenter på Det Kongelige Teater, men at afsætte så mange ressourcer til så hovedløst et projekt grænser til uansvarlighed.
