DET ANDET STED

★★★★☆☆

Selvom man på Aveny-Ts hjemmeside og i diverse aviser har kunnet læse, at Sharr Whites skuespil DET ANDET STED er et pulitzer pris-belønnet stykke, passer det ikke. Faktisk har stykket end ikke været finalist, men derfor kan det selvfølgelig godt have kvaliteter.

Kasper Rostrup finder i al fald en psykologisk finhed i historien om den begavede Juliana, der søger at fortrænge en vigtig begivenhed i sit liv samtidig med, at hun rammes af demens. Langsomt oprulles Julianas komplekse forhold til såvel sin mand som sin datter, og vi føler os gradvist klogere på, hvem pigen i den gule badedragt kunne være.

Karen-Lise Mynster spillede for et par sæsoner siden en kvinde med alzheimer i stykket "Jeg hedder Bente" på Teatret ved Sorte Hest. Nu finder nu nye gribende udtryk til rollen som den begavede demente kvinde, der pludselig længes tilbage til "det andet sted".

40-års jubilaren Flemming Enevold er hende en klædelig scenepartner, der som ægtemanden må tage imod nogle drøje hug, da sygdommen begynder at ændre hendes personlighed. Rollen rummer ikke helt så mange muligheder som hendes, men man nyder ikke desto mindre dette gensyn, og deres forrygende replikudvekslinger svinger raffineret mellem det sjove og det frygtindgydende.

DET ANDET STED varer ca. halvanden time, og det forekommer ganske passende til dette velfungerende men også uudgrundelige stykke, der nok skal sætte gang i snakken bagefter.