★★★★☆☆
Der er for alvor dømt nostalgi på Fredericia Teater. Her er man dykket ned i Shubidua sangbogen og har kreeret en historie til at binde hovedparten af de udvalgte sange sammen. Forbilledet synes at have været "Mamma Mia", og det giver sådan set god mening i betragtning af, at Shubberne selv låner lidt af Abba-drengene, når der synges om "money, money, money".
Den polerede amerikanske musicalstil, som vi kender fra Fredericia Teaters opsætninger af divese Disney-musicals er afløst er en mere uhøjtidelig og i grunden meget dansk stil, som passer fint til de ofte indforståede tekster, der næppe egner sig til eksport. Det gælder også den papirtynde men ikke ucharmerende historie om den utilpassede fantasifulde dreng, der filosoferer over, hvorvidt han overhovedet bliver til noget.
Som den røde tråd i handlingen har man nemlig valgt "Den røde tråd" – en af Shubiduas fineste tekster. Den overvejende del af teksterne forkommer ellers tidsbundne, hvilket understøttes vittigt af de velfungerende bagprojektioner og den øvrige scenografi samt kostumer. Man føler sig virkelig hensat til dengang også Shubberne var unge.
Men melodierne virker overraskende tidløse og man får som aftenen skrider frem en dyb respekt for den enorme sangskat som Shubberne efterlod sig – også selvom man ikke altid værdsatte dem i deres samtid. Det største bifald på premiereaftenen gik da også til Shubidua, selvom ensemblet på Fredericia Teater bestemt også havde ære af deres kollektive indsats.
Både den unge og lidt ældre Mick blev spillet og sunget kønt af henholdsvis Daniel Hersig og Erik Birk Hartmann ligesom Kristine Yde gjorde det nydeligt som Sille, pigen han forelsker sig i.
Man fandt dog mere scenisk gennemslagskraft i birollerne, hvor blandt andre Kim Ace Nielsen lyste op. Meike Bahnsen virkede med sin effekterede diktion underligt malplaceret i en Shubidua-musical og ville givet have fungeret bedre som baronessen i "The Sound of Music" på Det Ny Teater.
Ole Boisen skabte en perioderigtig type som Micks far, men aftenens sjoveste præstation tegnede Nis Petersen sig for – som den forsumpede værtshusgæst Knud.
Men det var i sidste ende ikke de enkelte præstationer, der gjorde størst indtryk, men snarere det generelle episke format, der fik os til at reflektere over den tid, der gik og kom. For Shubidua har om nogen været soundtracket til danskernes liv.
