THE WALK

★★★★★☆

Robert Zemeckis erobrer atter nyt terræn med sin seneste film THE WALK. Hans tekniske nysgerrighed, som vi kender fra film som "Tilbage til fremtiden" og "Hvem dræbte Roger Rabit?" kulminerede i mesterværket "Forrest Gump". Men i THE WALK udnytter han IMAX 3D bedre end nogen sci-fi film siden "Avatar".

THE WALK er baseret på den Oscar-belønnede dokumentarfilm "Man On Wire" om den franske balancekunstner Philippe Petit, der drømmer om at gå på line mellem The Twin Towers i New York.
Zemeckis tager os med på en i sandhed eventyrlig rejse til Paris, hvor den unge Petit optræder som gadegøgler og til hans møde med en erfaren cirkusartist, som bliver hans lærermester.

I New York skal en række praktiske foranstaltninger overståes, før drømmen kan realiseres, men filmen genvinder i den grad vores opmærksomhed, når først Petit begynder sin vanvittige vandring. Man sidder som limet til stolen og der er med garanti flere svedige håndflader i biografen end til en hel sæsons gyserfilm.

Joseph Gordon-Levitt yder sin hidtil største præstation som den franske linedanser og formår tilmed at gøre mimekunst cool. Med sin kropslige elegance og en sublim fransk accent, der kunne gøre selv Meryl Streep grøn af misundelse, bør han afgjort kandidere til Oscar’en for bedste mandlige hovedrolle.

Også Ben Kingsley gør indtryk som den gamle lærermester, men det er Zemeckis og hans tekniske hold, der får til at tabe næse og mund. Ikke mindst fotografen Dariusz Wolski, der med sit arbejde her og på "The Martian" allerede ligner en Oscar-vinder.

Folk med højdeskræk må nok være indstillet på kun at se uddrag af filmen, men omvendt kunne dette også være filmen, der kurerede skrækken. For Zemeckis forfalder ikke til platte chokeffekter, men formidler snarere den overdådige visuelle skønhed, som kun Philippe Petit har oplevet. Lige indtil nu.