Forside

logo logo logo

 

THE MUSIC NEVER STOPPED
★★★★

Allerede fra starten fornemmer man en helt særlig brug af sangene fra sidst i 60erne. De bliver ikke bare brugt til at tegne et nostalgisk tidsbillede eller at latterliggøre
60ernes ungdomsoprører. Sangene i THE MUSIC NEVER STOPPED udgør en vital del af den kollektive bevidsthed for 68-generationen, og for at forstå det og dem, kræves, at man fordyber sig i musikken. Det gør den aldrende Henry, men først efter mange års adskillelse fra sin søn, Gabriel,
der forlod barndomshjemmet, da generationskløften mellem dem blev for stor, men som over 15 år senere vender hjem med en hjernesvulst og uden langtidshukommelse. Ved hjælp af Beatles, Bob Dylan og ikke mindst The Grateful Dead får faderen dog alligevel kontakt med sønnen.

Det lyder sentimentalt og bliver det da også henimod slutningen, men i en godsags tjeneste. Og det ændrer ikke ved, at THE MUSIC NEVER STOPPED er en dejlig lavmælt men dybfølt film med kærlighed til sit stof og til sine karakterer.

Lou Taylor Pucci bekræfter med sit sårbare spil som sønnen Gabriel, at han virkelig er en af sin generations mest spændende unge skuespillere. Vi så det allerede i den herhjemme urimelig oversete "Thumbsucker", der indbragte ham hovedrolleprisen i Berlin i 2005, og han har samme uortodokse men følsomme spillestil, som kendetegnede den unge Johnny Depp.

J.K. Simmons og Cara Seymour støtter ham smukt som forældreparret. Og Julia Ormond (den tidligere frøken Smilla) viser ligesom i TV-filmen "Temple Grandin", og den kommende "My Week With Marilyn", at hun langt om længe er inde i en god udvikling som skuespiller i rollen som Gabriels terapeut. Den sensitive instruktion står Jim Kohlberg for, og han var også manden bag den mesterlige dokumentar "Trumbo" om den blacklisted forfatter Dalton
Trumbo.

THE MUSIC NEVER STOPPED fremstår ikke som nyskabende filmkunst, men er man til et afdæmpet og i bedste forstand musikalsk kammerspil med hjertet på det rette sted, så er filmen bestemt værd at se.