Forside

logo logo logo

 

JAZZ, LOVE AND HENDERSON
★★★★

Caroline Henderson er en smuk kvinde. Stemme har hun også stadig, men når hun skal tale til publikum, kommer der noget selvsmagende over hende, som ender med at blive det alvorligste problem for Østre Gasværks storslåede men sjælløse forestilling JAZZ, LOVE AND HENDERSON.

Hvor meget man end nyder de dygtige dansere, den stilsikre scenografi og de overdådige kostumer, så fængsles man aldrig rigtig af Hendersons rejseføljeton. Især første akten slæber sig afsted, og vi befinder os stadig i barndommen, da vi går til pause. Så der er vitterlig god grund til at synge "Will I Ever Get To The End of My Journey ?" i starten af anden akt. Men vi når heldigvis til vejs ende, og først mod slutningen, da Henderson beretter om sit afsluttende møde med sin far, kommer der glimt af ægte følelser.

Det er med andre ord den ydre pragt, man må tage til takke med her samt naturligvis Hendersons stadig mere manierede sangstil. Det er muligt at jazz-legender som Billie Holiday og Ella Fitzgerald oprindeligt inspirerede hende mest, men diva-attituderne minder mere om Barbra Streisands. Fint med selvtillid, men det må ikke skygge for oprigtighed.

Måske var det simpelthen en dårlig ide at lave denne Henderson-forestilling på Østre Gasværk? Kommer hendes sange og hendes historie ikke mere til sin ret i en lille intim teaterkoncert? Eller kunne man ikke have fået rigtige skuespillere til at give liv til Hendersons oplevelser fra land til land fremfor at lade hende selv fortælle om dem igen og igen i et lidet teatervenligt sprog?

Iscenesætteren Christoffer Berdahl har absolut gjort hvad han kunne, og rent teknisk fungerer forestillingen upåklageligt. Man kan diskutere hvorvidt de Hendersonske sange egner sig til at blive serveret som musicalnumre, men arbejdet er professionelt udført.

Synd at Caroline Henderson selv skulle spænde ben for denne teaterkoncerts uforbeholdne succes, for man vil i grunden så gerne kunne lide hende.