Forside

logo logo logo

 

BLAM!
★★★

Hjælp! Jeg vil væk herfra!!! Forestillingen BLAM! er et inferno af en forestilling, der KUN henvender sig til en målgruppe, man kunne betegne som drengerøve. Og sådan en er jeg åbenbart ikke, for jeg tænder i den grad af på, hvad jeg ser på scenen. Highway to Hell - yes indeed !

Men samtidig må jeg erkende, at det, jeg ser, er udført med usædvanlig dygtighed. Scenografien forvandler sig på forbløffende vis fra kedsommeligt kontormiljø til hærget slagmark i takt med at kontorpersonalet slipper deres indre vilddyr løs.

Inspireret af diverse drengerøvsfilm opfinder 3 legesyge computermænd deres egne stadig mere voldelige lege med brug af kontorets inventar. Da bossen en dag opdager disse lege, ønsker han til alles overraskelse af være med. Det får han lov til, men hiraki og magtudøvelse er ikke sådan at få bugt med.

Forestillingen er stort set uden replikker, men rummer istedet talrige visuelle og lydmæssige filmhints. Vi får alt fra
spaghettiwesterns og Samurai-film til Wall-E og E.T - samt rigelige mængder "Dommedag Nu". De medvirkende udfører det ene halsbrækkende stunt efter det andet, så det forekommer mirakuløst, at ingen kommer alvorligt til skade. Heldigvis har forestillingen også enkelte poetiske øjeblikke, men de er afgjort for få.

Skulle man af vanvare kommet til at slæbe sine børn med ind til denne forestilling, bør terapi være inkluderet i billetprisen, for det er bestemt ikke nogen sund forestilling for unge at se - aldrig har jeg set så meget vold på en dansk scene før.

Man fornemmer, at man oprindelig havde noget på hjertet med forestillingen, men undervejs har den indre drengerøv
(eller er det svinehunden?) taget overhånd. BLAM! oppisker en euforisk aggressiv stemning, som den så ikke ved hvad den skal stille op med - og så slutter man bare. Derfor bliver forestillingen aldrig mere end en halv sejr... eller måske snarere et halvt nederlag.

Jeg håber aldrig jeg skal se denne forestilling igen, og jeg bønfalder folkene bag forestillingen, Kristtján Ingimarsson og
Simon K. Boberg, om at tage en etisk debat, og reflekterer over hvorfor de bruger deres indlysende talenter på det her?