Forside

logo logo logo

 

MY WEEK WITH MARILYN
★★★★★★

Mange har emiteret Marilyn Monroe, men ingen er som Michelle Williams for alvor nået ind under huden på hende. Williams fik sit verdensgennembrud overfor sin nu afdøde mand Heath Ledger i mesterværket Brokeback Mountain, og modtog endnu en Oscar-nominering for Blue Valentine, der ganske urimeligt aldrig fik dansk biografpremiere. Her overgår hun sig selv, og Oscar'en er bestemt indenfor rækkevide. Men også andre har stor ære af filmen.

Kenneth Branagh har alle forudsætninger for at spille Sir Laurence Olivier, og kvitterer med sit livs bedste filmpræstation, der kan skaffe ham Oscaren for bedste mandlige birolle. Branaghs Olivier er en mand, der kæmper for at lave en film, for at forny sig som kunstner, selvom han er af den gamle skole. Og det fine i Branaghs skildring er, at den på trods af Oliviers frustrationer over Marilyns opførsel og spillestil, også rummer betydelig beundring og sågar ømhed overfor den forpinte skønhed.

Dame Judi Dench kunne også fortjene en Oscar for et vidunderligt livsklogt portræt af en anden stor Dame ved navn Sybil Thorndike. Ironisk nok skulle det blive Dame Sybil Thondike, der fik størst hæder af sin medvirken i Prinsen og Korpigen i form af prisen for bedste kvindelige birolle fra de amerikanske filmanmeldere. Eller som det hedder på engelsk "supporting" (ordret oversat: støttende - hvilket er præcist hvad hun fremstår som i Dame Judi Denchs formidable fremstilling).

Rollen som Oliviers daværende hustru Vivien Leigh, som Olivier vrager til rollen som korpigen pga hendes alder, varetages smukt af Julia Ormond. En større skuespillerinde kunne måske ha fundet endnu mere ud af rollen, som i lighed med filmen som helhed er manerligt velskrevet. Men Ormond får dog gjort rede for kompleksiteterne i den begavede skuespillerindes sind. Et uhyggeligt klarsyn med hensyn til sin egen rolle i dramaet og en sygelig bitterhed, der i sidste ende bidrog til opløsningen af ægteskabet med Sir Laurence Olivier.

MIN UGE MED MARILYN emmer af en kærlighed til filmmediet på samme måde som ME AND ORSON WELLES flød over af kærlighed til teatret. Et lille ukommenteret glimt fra den unge mands første møde med filmstudierne gir også et lille uforklaret glimt af en skuespiller, der skal forestille datidens store engelske komiker Norman Wisdom. En indforstået detalje javist, men et tegn på så overdådig generøsitet fra filmskabernes side, at man uanset forudsætninger slet ikke kan undgå at lade sig rive med. For det her er filmkunst på højeste niveau, og jeg tvivler meget på, at jeg kommer til at se andre film i år, som jeg vil holde ligeså meget af.