Forside

logo logo logo

 

10 TIMER TIL PARADIS
★★★★

En moden bodybuilder med stærk moderbinding vover sig til Thailand i håb om en finde en kone. Det er i korte træk intrigen i det afdæmpede kærlighedsdrama 10 TIMER I PARADIS. Filmen minder om de stille passager i "The Wrestler" samt Lone Scherfigs debutfilm "Kajs fødseldag", men det skal nu ikke komme den til skade. For der er tale om en stilsikker spillefilmsdebut af instruktøren Mads Matthiesen.

Kim Kold har ikke mange udtryk eller farver i replikbehandlingen, men bærer alligevel filmen smukt på sine store skuldre med en stille troværdighed. Desværre virker moderens protektionisme for overdrevet beskrevet på manuskriptplan, men Elsebeth Steentoft spiller rollen som moderdyret mesterlig. Faktisk ville man ønske, at Bodil-komiteens medlemmer ville huske denne lille rørende kvalitetsfilm og i særdeleshed Steentofts indsats til næste år, men det er der næppe den store sandsynlighed for.

10 TIMER TIL PARADIS foregiver ikke at være nyskabende filmkunst, men fremstår derimod som en velmenende romantisk historie fortalt i et fint afstemt tempo og med velfungerende underlægningsmusik af Sune Martin.