Forside

logo logo logo

 

SONETTER
★★★★★

Den fetterede instruktør Elisa Kragerup modtog sidste år en Reumert for bedste instruktør, og hun bør også kandidere i år takket være hendes både poetiske og morsomme, men frem for alt originale brug af William Shakespeares SONETTER. Al højtidelighed bliver pillet ud af disse digte, og deres indhold står tit i grum kontrast til de handlinger, vi er vidne til på scenen - med stor og tankevækkende effekt. Et lyrisk kærlighedsdigt forbilledligt oversat af Niels Brunse og adresseret til en af tilskuerne får unægtelig en ny betydning, når afsenderen samtidig har gang i tre andre kvinder. SONETTER afgrænses i dag hverken af køn, race eller alder, sådan som vi oplever dem på Det Kongelige Teaters Portscene i skuespilhuset.

En håndfuld dygtige og veloplagte skuespillere, der virkelig fungerer godt sammen som hold, giver liv til Elisa Kragerups ideer og Shakespeares ord. Og de bør nævnes alle fem: Den smukke Helle Fagralid, den sjove Thomas Hwan, den musikalske Johanne Louise Schmidt, den dynamiske Peter Plaugborg og den på een gang hudløse og robuste Maria Rossing, der også gjorde det glimrende tidligere på sæsonen i en anden Kragerup-forestilling, "Det Gode Menneske fra Sezuan". Sammen får de skabt en forestilling, der emmer af kærlighed. Og ikke kun kærlighed til ord.