Forside

logo logo logo

 

EN KLOVNS ANSIGT
★★★★★

På Teater FÅR302 kan man opleve et fornemt lille gæstespil fra teatret Masken. Det drejer sig om soloforestillingen EN KLOVNS ANSIGT med Hans Henrik Clemensen i rollen
som den hårdt prøvede Scaramouche Jones.

En aldrende klovns farverige livshistorie forfattet af Justin Butcher tager sin begyndelse i ludermoderens skød. Snart er han slangetæmmerens lærling og snart genstand for en liderlig prins opmærksomhed. Hver gang med en ny maske over ansigtet, indtil han selv påfører sig klovnenæsen efter at have fået børnene i koncentrationslejren til at le.

Et levet liv. Hans Henrik Clemensen sætter al sin erfaring og talent ind på at gøre denne krævende rolle troværdig for os, og han sejrer stort. Hans livs rolle? Ja, det virker sådan. Gradvist løfter han denne klovn til et næsten majestætisk format, i mere end een forstand den dramatiske kulmination på tilværelsens mange mange opture og nedture. Eminent teater præcist iscenesat af Solweig Weinkouff, så ordene
når udover monologformattet og bevæger publikum i uventet grad.

Den stående ovation, der fulgte forestillingen, var ikke blot tak for 40 års teater til den jubilerende skuespiller, men kontant afregning fra publikums side i taknemmelighed over en stor kunstnerisk oplevelse lige her og nu.