Forside

logo logo logo

 

YOUNG ADULT
★★★★

Charlize Theron har tidligere vundet en Oscar for sin imponerende præstation i "Monster", og i år var hun igen med i opløbet om en nominering, men blev forbigået trods sit fine spil i "Young Adult". Usædvanligt mange gode kvindelige præstationer i årets Oscar-ræs spændte ben, men man havde i al fald foretrukket Therons indsats frem for hendes kollegas mere enstrengede karaktertegning i "The Girl With The Dragon Tattoo".

I "Young Adult" agerer Charlize Theron forfatterinde af teenagerbøger, og hun har ironisk nok selv svært ved at blive voksen. Den smukke storbykvinder vender tilbage til sin fødeby med det formål at generobre den ungdomskæreste, der nu har formastet sig til både at gifte sig og få barn.

Filmens mest originale præstation kommer fra Patton Oswalt som fedladen krøbling med et skarpt blik. Men også Patrick Wilson har ære af filmen som aldrende ungdomskæreste. I en lille rolle genser man en næsten ukendelig Mary-Beth Hurt fra Woody Allens "Rene linier" og George Roy Hills "Verden ifølge Garp".

Dialogen i YOUNG ADULT er rap takket være den Oscar-vindende manuskriptforfatter Diablo Cody ("Juno"), og igen
sidder instruktøren Jason Reitman i instruktørstolen og sørger for, at piskesmældende falder som de skal.

YOUNG ADULT har måske ikke helt samme tyngde og stramhed som forgængeren "Juno", men får dog formuleret nogle sandheder om, at man må tage ansvar for sit liv og blive voksen. Og dermed forekommer filmen også dybt relevant for en forkælet generation i en krisetid.