★★★☆☆☆
Det røde rum på Det Kongelige Teater har i denne sæson lagt scene til vellykkede teatereksperimenter som "Sonetter" og "Det gode menneske fra Sezuan". Helt så godt går det desværre ikke med Rune David Grues version af den argentiske dramatiker Lola Arias’ REVOLVERTRILOGIEN
Forestillingen består af tre dele kædet sammen af en 11-årig pige. I første del mødes tre mandlige skuespillere (i samme rolle?), der fører en samtale med en ulykkelig kvinde (en videooptagelse af Johanne Louise Schmidt). Herefter deles publikum op i tre grupper, og i mørke udspiller der sig nu et drama soveværelset mellem den ene mand og kvinden. Vi aner deres kroppe i mørket – men det er ordene, vi må støtte os til.
I sidste del dukker alle skuespillerne op. Der skal spilles
russisk roulette, men forinden får alle karaktererne deres sidste ønske opfyldt. En vil gerne kysses af alle, en vil gerne spyttes på osv. Pludselig lyder der et knald og en af karaktererne er væk.
På trods af nogle stærke udtryk af Johanne Louise Schmidt, så fænger første delen ikke for alvor… måske fordi de tre mænd forekommer så relativt udtryksløse. Bedre går det i anden del, hvor spillet mellem Thomas Hwan og Johanne Louise Schmidt for alvor slår gnister i mørket.
Sidste del er en blandet landhandel: Stakkels Helle Fagralid er henvist til at spise en banan gennem en papirspose for siden at blive overspyttet. Joen Højerslevs talent for skæve eksistenser kommer til sin ret, når han skal agere Don Juan. Thomas Hwan og Maria Rossing forekommer begge ganske overbevisende som henholdsvis macho-bokser
og argentinsk stripper. Mikkel Arnt agerer uden større dybde den smånuttede kyssetrængende mand. Og i en blødende smuk ballade åbenbarer Johanne Louise Schmidt sin ualmindeligt udtryksfulde stemme, så man ber til, at en stor klassisk musicalrolle snart må dumpe ned i skødet på hende.
Selvom REVOLVERTRILOGIEN ikke når helt i mål, så må den betegnes som et relevant eksperiment af den slags, som Det Kongelige Teater SKAL have råd til på deres mindste scene. Spændende at se ægte argentinsk dramatik – især når man lige har set EVITA.
