BATTLESHIP

★★★☆☆☆

Dette storladne hæsblæsende og særdeles støjende actionbrag har det attraktive stjernefrø Taylor Kitsch i front a la Tom Cruise i "Top Gun". Kitsch rummer stadig ikke de store hemmeligheder som skuespiller, men har tilstrækkelig med maskulin gennemslagskraft til at løfte opgaven.

Den engang så engagerede skuespiller Liam Neeson virker
efterhånden som en søvngænger, og de vigtigste kvinderoller begrænser sig til den sædvanlige omgang "good barbie" and "bad barbie".

BATTLESHIP fungerer bedst i de første tre kvarter, hvor der endnu er fokus på karaktertegningerne. Men så går der pludselig "Transformer" i manuskriptet, og personernes udvikling drukner i de ganske overvældende computereffekter.

Mandehørmen ligefrem vælter ud af højtalerne, og instruktøren Peter Berg har åbenbart haft så travlt med at spille med musklerne, at historiens kontinuitet brydes på pga af sjuskefejl. Mest indlysende i en scene, hvor vor forslåede helt skifter make-up flere gange undervejs!

Men kan man bære over med den slags og bare løbes over ende af det effektive Hollywood-maskineri, så er BATTLESHIP en oplagt mulighed.