Forside

logo logo logo

 

DESDEMONA
★★★★★

Sidste år blev Eileen Atkins "Vita og Virginia" en betydelig succes for det engelsksprogede The Why Not Theatre Company på Cafe Teatret. Nu er de rykket til Bådteatret og har sammen med Barry Mckenna kastet sig over Paula Vogels "Desdemona - A Play about A handkerchief", der - som titlen antyder - er inspireret af William Shakespeares "Othello", som både Republique og Mungo Park har haft på repertoiret i de senere år.

En trio af skuespillerinder illuderer glimrende de tre centrale kvindeskikkelser fra "Othello" såvel i det åbne prøverum som
på det hvide (senge)lærred, hvorpå Kaan Aricis videooptagelser får liv. Vogel digter vittigt videre på Shakespeare uden at forråde ham, og har fundet et dejligt saftigt sprog til lejligheden.

Lindsay McGill er velvalgt som den vulgære lunefulde Desdemona, der trods alt har et hjerte af guld. Ikke så farlig som Maggie Smiths Desdemona i "Othello"-filmen med Laurence Olivier, men et skægt moderne bud på rollen.

Spørgsmålet er dog om den bedste af kvinderollerne - også i Vogels udgave - ikke er Emilia, Desdemonas begavede men
svigefulde tjenestepige. Sådan fremstår hun i al fald i denne opsætning i Sue Hansen-Styles begavede udformning.

Angela Heath-Larsen er som Bianca udstyret med et grotesk tandsæt, men formår alligevel at spille udover denne gimmick og giver Bianca ægte hjertevarme og temperament.

Barry Mckennas instruktion rummer atter engang et væld af fine detajler og kun Emilias Zorba-dans havde man gerne undværet. Vel er vi på Cypern, men alligevel! Der skal dog ikke herske tvivl om, at DESDEMONA lever op til "Vita & Virginia" og understreger The Why Not Theatre Companys fornemme position i Danmark.