LIMBO

★★★★☆☆

Ugens mest velspillede film kommer fra norden, men udspiller sig i Trinidad. Vi følger Sonia, der forlader sit liv i Norge for sammen med børnene at flytte ud til sin mand, der har fået arbejde i olieindustrien. Hun træffer Charlotte, hvis
kulsejlede parforhold bliver et skræmmebillede for hvordan
hendes eget forhold kunne udvikle sig under de nye forhold.

LIMBO fremstår som et eksotisk kammerspil, som den debuterende instruktør Maria Sødahl serverer med stor sikkerhed og sans for fine psykologiske detaljer – ikke mindst hos kvinderne.

Mændene er som så ofte før skildret som nogle bløddyr, men
heldigvis står kvinderne så skrapt, at det kompenserer for det fuldt ud.

Line Verndal er ganske forrygende som Sonia, og Lene Endre, som vi bl.a. husker fra flere Bille August-film, finder på eminent vis atter engang udtryk for kvindelige afmagt og
frustration. Det er deres samspil, der for alvor hæver LIMBO
over gennemsnittet, og som man vil huske, når mange andre større film er glemt.