Forside

logo logo logo

 

CLOSER
★★★★★

Nyklassikeren CLOSER er skrevet Patrick Marber. Det fremgår ikke af programmet til den opsætning, der spiller på Aveny-T, men det kan der selvfølgelig være en grund til. Under alle omstændigheder er det symptomatisk for forestillingen, som savner en overordnet tolkning af teksten, og mere tjener som platform for en række unge filmskuespillere, der gerne vil vise nye sider af deres talenter.

Det er der intet forkert i. Men det begrænser forestillingens kunstneriske værdi, at såvel Marie Østerskovs instruktion som Barbara Hildubergs scenografi primært synes at have til formål at tjene skuespillernes interesse.

CLOSER, der omhandler fire menneskers komplicerede
kærlighedsforviklinger, kræver en del af sine skuespillere, og
de fire unge i denne opsætning hører tydeligvis ikke til vores
mest erfarne scenekunstnere. Men selvom de ikke kan alt endnu, har de dog hver for sig også ære af forestillingen.

Mathilde Norholt, der i både "2900 Happiness" og "Lykke" har åbenbaret fornemmelse for at spille komedie, virker endnu ikke helt fri i sit kropssprog på scenen, men hun har en sødme og en varme i sit spil, som er værd at bygge videre på.

Sebastian Jessen, der var så glimrende i film som "Smukke
Mennesker" og "Dreng", fremstår her lige lovlig nuttet som en uheldig kloning af Ole Søltoft i "Rektor på Sengekanten" og Harry Potter. Men henimod slutningen træder han i karakter som skuespiller, og viser, at der er talent inde bag ved den fjollede facade.

Cyron Melville er ikke overbevisende i lægekittel. Men hans
uortodokse spillestil bliver en livgivende gevinst for
forestillingen, og rent teknisk forekommer han at være den
dygtigste af de fire. Den lidenskab, som vi husker fra filmen
"Vanvittig forelsket", genkender vi også her.

Men mest overbevisende i denne sammenhæng virker i grunden den relativt ukendte Simone Lykke, selvom flere farver i såvel replikbehandlingen som i de dramatiske udtryk kunne have styrket indtrykket af hendes evner.

De fire skuespillere besidder dog alle en spillelyst, der
smitter, og som i sidste ende giver CLOSER en friskhed, som
selv den oversete Patrick Marber burde sætte pris på.