Forside

logo logo logo

 

AMBASSADØREN

Det er dejligt, at dokumentarfilm er blevet mere synlige i det samlede filmudbud i de senere år. Men den opblomstring man oplever indenfor dansk dokumentarfilm, er jo ikke ensbetydende med, at alle danske dokumentarfilm bør have dansk biografpremiere.

AMBASSADØREN burde i al fald aldrig havde haft det, for den er ikke bare urimelig rodet fortalt, men også hyklerisk og i sidste ende mislykket. For hvis journalisten Mads Brüggers mål med sin film har været at udstille hvordan den hvide mand bidrager til koruptionen i Afrika, så er hans fremgangsmåde mildest talt uheldig. En sjov ide med at købe en ambassadørtitel og slå sig ned i den centralafrikanske republik for at smugle diamanter under påskud af at ville bygge en tændstikfabrik falder til jorden med et brag. For Mads Brügger får aldrig klart gjort rede for hvor de mange penge til koruptionen kommer fra og hvilken rolle de øvrige danske medvirkende har i filmen. Istedet får vi det ene postulat efter det andet krydret med unødig nedladen opførsel overfor lokalbefolkningen, selvom det faktisk intet har med den historie, han vil fortælle at gøre.

Mads Brügger vil tydeligvis gerne være en øjenåbner for os, den modige journalist, der trodser enhver fare for at bringe os "sandheden", men filmen kommer aldrig udover det narcissistiske, og forbliver derfor temmelig uudholdelig.