Forside

logo logo logo

 


DE TRE MUSKETERER

Alexandre Dumas' klassiker har før været udsat for overgreb - også i filmiske sammenhænge. Alligevel tøver man ikke med at kalde denne filmatisering for den hidtil værste af slagsen. Historien har tydeligvis kun været et påskud for at rejse pengene, for der er intet, der tyder på, at instruktøren har haft et reelt ønske om at yde romanen bare den mindste retfærdighed. Store beløb er blevet spildt på kulisser, kostumer, 3D og andre effekter uden at nogen tilsyneladende har læst manuskriptet. At instruktøren Paul W.S. Anderson så tilmed har udstyret filmen med en række flove skuespillerpræstationer, gør DE 3 MUSKETERER til en af årets stinkere. Værst er den skrækkelige Milla Jovovich som Milady, en glansrolle som både Lana Turner og Faye Dunaway har forgyldt, men som Jovovich målrettet destruerer med flad diktion og stupid mimik.

Heller ikke de danske skuespillere Mads Mikkelsen og Carsten Nørgaard slipper godt for deres medvirken. Selvom der er lagt op til en efterfølger, må man da håbe de danske distributører afholder sig fra at udsætte det danske biografpublikum for mere af samme skuffe. For magen til idiotisk filmatisering skal man lede længe efter. Det er fint nok, at man vil forholde sig nogenlunde frit til oplæget og at man vil modernisere historien, det gjorde Richard Lester med stort held i starten af 70erne. Det kræver bare talent og god smag, to elementer der i den grad mangler i dette makværk.