ANNA KARENINA

★★★★★☆

Anna Karenina er heldigvis et come-back for Betty Nansen efter sidste sæsons klassikerflop. Der er dog stadig noget at kritisere bl.a. musikvalget, men Alexa Thers originale og begavede bearbejdelse giver et på een gang moderne og klassisk bud på historien, og scenografiens åbne ruin af en balsal er i al sin enkelhed hel rigtig.

Stine Stengade er god men ikke genial som Anna, hun gør fint rede for figurens udvikling, men mangler for mig at se lidt poesi. Det samme kan man indvende overfor Christian Bjørnlunds noget svale elsker, men der er det også mindre påkrævet? For måske er det i virkelighed en dyrisk besættelse hos Anna og intet andet? Derimod er Jens Jacob Thygsen sublim som faderen/sønnen… en Reumert-nominering for mandlig birolle – mindst! Og han følges til dørs af Mads N. Nielsen og Laura Bro som broderen og svigerinden.

Anna Karenina på Betty Nansen Teatret er ikke den definitive teaterudgave af denne klassiker, men et ganske facinerende bud på en moderne tolkning.