Forside

logo logo logo

 

KOKKEN
★★★★★

Mad gør sig godt på film. Tænk bare på "Hjerter i Chili" og vores egen "Babettes Gæstebud". Den franske film KOKKEN ("Comme Un Chef") føjer sig dog snarere til en særlig fransk tradition for komedier med kulinarisk udgangspunkt.

Louis de Funes svingede i sin tid grydeskeen i "Guf a la Carte", og var unægtelig sjovere end den stadig mere uinspirerede Jean Reno. Til gengæld er Michaël Youn ganske festlig som kokkens største fan, der kommer sit idol til hjælp i kampen om at bevare de tre eftertragtede Michelin-stjerner.

Daniel Cohens KOKKEN er mere pjanket end morsom, men man skal da have mistet livsappetitten helt, hvis man ikke trækker på smilebåndet undervejs. Ikke mindst satiren over det moderne fusionskøkken rammer plet.

Man bør dog ikke forvente et hovedmåltid, for KOKKEN er blot en fransk bagatel, som ikke desto mindre fortjener de tre stjerner, der så inderligt stræbes efter.