Forside

logo logo logo

 

FADEREN
★★★★★

August Strindbergs FADEREN fremstår også på Teatret ved Sorte Hest som et benhårdt mesterværk. Strindberg hadede ikke bare kvinder, men gjorde også sin samtid opmærksom på kvinders vilkår i forhold til mændene. Men det er svært ikke at have ondt af FADEREN i denne opsætning, hvor den
kvindelige manipulation synes at være i fokus.

Henrik Prip har lavet en lydhør oversættelse, og man fornemmer en kærligheden til teksten. Prip tegner sig også for en velskrevet program-artikel, en konventionel scenografi samt en fint afstemt instruktion.

Med så mange jern i ilden kan det dog ikke undre, at hans egen birolle som hyklerisk præst virker en smule overfladisk spillet, men det skal bestemt være ham tilgivet. For han formår at få sine skuespillere til at vise deres styrker, dog uden helt at kunne skjule deres svagheder.

Peter Gantzler overbeviser aldrig helt som videnskablig ritmester, men som forpint kolerisk ægtemand tror vi på ham.

På samme måde giver Charlotte Fick smukt udtryk for hustruens forkrampede og forbitrede side, mens man tvivler på, at en dyb og ægte kærlighed har eksisteret mellem dem. Måske er dette en bevidst fortolkning, men ægteparrets tragedie ville have virket større, hvis begge parter stadig elskede hinanden.

Silke Biranell er ganske rørende som datteren, og Simon Sears slipper godt fra at spille såvel soldat som ung læge.

Mest spændende forbliver dog Elsebeth Steentoft i en usentimental præstation som ammen, en rolle som den formidable Mime Fønss udødeliggjorde på Det Kongelige Teater for flere årtier siden.

FADEREN giver mod på mere Strindberg, men så er det
jo godt, at Betty Nansen Teatret spiller "Tribadernes Nat" (der jo netop handler om Strindberg) fra sidst i september.