NIKO 2 – DE FLYVENDE BRØDRE – 3D

★★★☆☆☆

Den delvist danske animationsfilm NIKO 2 – DE FLYVENDE BRØDRE lander i de danske biografer både i almindelig version og i 3D udgaven, som trods alt må være at foretrækker pga. nogle forrygende jagtsekvenser. Filmen er efterfølgeren til "Niko og de flyvende rensdyr" og lever ganske godt op til etteren. En moderat produktion i en enkel historie med sympatiske hovedfigurer gør filmen velegnet til børn fra 7 til 12 år, måske endda lidt yngre i selskab med en voksen.

Niko har fået en ny bror, og da denne kidnappes af de onde ørne anført af en hvid ulv, forsøger Niko selvfølgelig at redde
broderen. Han kommer dog ikke til at kæmpe alene, for Niko har mange venner.

Et kønt vinterlandskab danner rammen om denne behagelige lille sag, der heldigvis forekommer mindre hektisk end så mange amerikanske animationsfilm. Julehyggen kommer heldigvis i små doser, så den kan man sagtens klare, selvom der er længe til jul.

Instruktionen har Kari Juusonen og Jørgen Lerdam stået for i fællesskab, og det kan de være stolte af, for de får maksimalt ud af den spinkle historie. Og især de to børneskuespillere Emil Boda Spallanzani og Simon Gustav Ulvsgaard lægger
megen naturlighed i replikkerne, mens de voksne næsten synes lidt for opsatte på at spille komedie. Men holdet er dog
generelt velfungerende i denne tilforladelige og ganske charmerende bagatel.