Forside

logo logo logo

 

KONVOLUTTEN
★★★★

Husets Teater har i de senere år dannet rammen op et af teatersæsonens absolutte højdepunkter, nemlig European Readings, hvor en række europæiske stykker præsenteres i dynamiske readings serveret af stjerneskuespillere. Enkelte stykker får også en chance for en rigtig opførelse på et senere tidspunkt, blandt dem KONVOLUTTEN.

Men fordi et stykke forekommer velegnet til en dynamisk reading, er det ikke ensbetydende med, at det er vægtigt nok til at blive af en af de bærende tekster i sæsonens repertoire. Og netop KONVOLUTTEN skreg ikke på at blive udviklet videre, dertil fremstår stykket både for gammeldags og forudsigeligt trods en umiddelbart underholdningsværdi.

Men som instruktør har Simon Boberg dog gjort hvad han kunne for at holde den stadig mere anstrengte absurde magtkamp kørende på scenen. Og de fire spillere gør det alle godt. Dejan Cukics koleriske tyran overfuser en næsten Buster Keatonsk uskyldighed, Mads Wille, da denne forsøger at aflevere en konvolut. Imens serverer den altid træfsikre Benjamin Boe Rasmussen kødsovs med brovten attitude for i næste øjeblik at kæle for den undertrykte fange, spillet uforfængeligt morsomt af Jesper Hyldegaard.

Teaterchefen Simon Boberg mangler endnu sin forgængers sikre sans for relevante stykker med tyngde nok til det faste repertoire. Lidt mindre fortænkt teaterleg og lidt mere dramatik med substans, tak.