Forside

logo logo logo

 

CYKELMYGGEN EGON
★★★★★★

Cykelmyggen Egon vender tilbage til Østre Gasværk i forrygende form. Atter engang vrimler det med larver, lopper, bier og en ækel edderkop, der får det unge publikum til at skrige af både skræk og fryd.

Steen Koerner har på forunderlig vis omsat Flemming Quist Møllers eventyrlige børnebog til storslået teater med forfatteren selv som fortæller, så ikke kun de små får udbytte af resultatet.

Scenografen Astrid Lynge Ottosen tryller med Østre Gasværks store rum, som nu danner rammen om en
magisk dyreverden. Kostumerne er simpelthen pragtfulde samtidig med at vi genkender den underfundige humor, som også kendetegnede historien. Vi følger med bævende hjerte cykelmyggen Egons heroiske kamp for den dejlige dansemyg, Dagmar.

Også musikalsk synes forestillingen en triumf. Stjernesolister som Basim, Szhirley og Clemens har indspillet de iørefaldende sange og sidstnævnte bidrager endda med de
rappe tekster til Jesper Mechlenburgs dynamiske toner.

Så væk med insektsprayen, find cyklerne frem og ta en tur forbi Østre Gasværk. Bedre børneteater finder man nemlig ikke i København i øjeblikket.