BLIKTROMMEN

★★★★★★

Betty Nansen Teatrets store satsning BLIKTROMMEN hævede sig i sidste sæson majestætisk over det øvrige teaterudbud. For her var ånd, iderigdom og vitalitet i en grad, vi alt for sjældent oplever.

Nu har Thure Lindhardt overtaget hovedrollen fra Nikolaj Lie Kaas, der gjorde det så blændende sidst som den lille Oskar.
Og gudskelov er Thure Lindhardt helt på højde med Kaas. Måske fremstår Lindhardt tilmed farligere som drengen, der nægter at vokse og som bevæbnet med en bliktromme bliver katalysator for udviklingen i det nazidominerede Tyskland.

Mange forbinder stadig mest BLIKTROMMEN med den Oscar-belønnede Günter Grass-filmatisering fra sidst i 70erne. Men romanen har også været udgangspunktet for et radiodrama, der nu med held er blevet overført til scenen.

Og sådan som Katrine Wiedemann serverer historien for os, tryllerbindes vi fra start til slut. Medrivende og ubesværet tager hun os ud på en rejse igennem Oskars farverige liv, hvor det vrimler med bliktrommer, splintret glas, og ål – i gelé, lage og hestehoved.

Scenografen Maja Ravn finder originale løsninger på hver en sekvens, uden at hun på nogen måde fortaber sig i effekter. Hvert scenebillede præsenteres desuden med stemningsfuld belysning understøttet af velvalgte musikpassager.

Blandt birollespillerne glæder man sig atter over Jens Jacob Thygsen som den forsmåede og forfulgte legetøjshandler samt Laura Bro som henholdsvis pludrende barnepige og liderlig stedmor.

Men alle har ære af forestillingen både på og bagved scenen. For BLIKTROMMEN er i sidste ende en samlet bedrift, og en eklatant triumf for Betty Nansen Teatret, der atter engang har generobret tronen som årets teater.

For Thure Lindhardt må sejren være særlig sød ovenpå de mange internationale filmsuccesser, og også herfra skal der lyde et velkommen hjem.