Forside

logo logo logo

 

ENGLE I AMERIKA
★★★★★

Tony Kushner, der tidligere på premieredagen blev Oscar-nomineret for sit manuskript til Steven Spielbergs "Lincoln"-film, er atter aktuel i København med sit dramatiske hovedværk ENGLE I AMERIKA. Jan Maagaards pragtopsætning på Det Kongelige Teater med bl.a. Mikael Birkkjær og Vera Gebuhr fremstod som den betydeligste teaterbedrift i sæsonen 1994/95, og nu virker tiden
moden til, at også Betty Nansen Teaters Edison-scene kan byde på storladent aids-teater.

Selvom ENGLE I AMERIKA har fået en smule støv på vingerne med tiden, så har teksten stadig sin relevans idag. Den til tider nogen hysteriske tone, der prægede flere udenlandske opførelser i sin tid, er i Christoffer Berdahls forkortede og dog 4½ time lange version afløst af en tiltrængt eftertænksomhed. Resulatat bliver derfor både en lavmælt og dybtfølt forestilling med Peter Plauborg som dens insisterende dynamo.

Omkring ham leveres der præcise præstationer i et væld af roller. Casper Crump virker lige skarp hvad enten har giver den som macho-homo eller elskelig fisselette med hår på brystet. Crumps særlige talent for at gøre ekstreme personager til mennesker - uden at de af den grund normaliseres, fornægter sig heller ikke her.

Flemming Enevold når som den kyniske Cohn længere ned, end vi før har set, og for Johannes Lilleøre må rollen som den seksuelt søgende mormon være en gave.

Himmelske væsner har unægteligt ændret sig, siden Bodil Kjer gæstede vor jord i "Mød Mig På Cassiopeia", men Sarah Boberg får på de givne præmisser skabt en odiøs og ikke uvittig engel. To relativt nye navne, Martin Bo Lindsten og Marie Tourell Søderberg, tilfører primært forestillingen sødme, og endelig viser Ditte Gråbøl nye vokale facetter, ikke mindst i stykkets bizarre åbningsmonolog.

Så der er mange gode grund til at gæste Edison-scenen. Vingefanget har muligvis været større, men aldrig engagementet. Det mærkes - selv længe efter forestillingen er forbi.