Forside

logo logo logo

 

FRELSERNE
★★★★★

Østre Gasværk har åbnet foyeren for et spøjst teatereksperiment kaldet FRELSERNE. Med instruktøren Moqi Simon Trolin i spidsen og med tekster af Line Mørkeby og Andreas Garfield tager huskompagniet dansk dansk livtag med nationalklenodier som H.C. Andersen, Dreyer og A.P. Møller! En syret cocktail serveret af en i al fald dynamisk trio.

I 100 minutter fyger ordene henover scenen om kap med skuespillerne. Man hører Stauning sige "Sut eller kaos" og oplever optakt til en nazivoldtægt udspille sig på dannebrog, mens Liva Weels udgave af PH's "Man binder os på mund og hånd" udsættes for rytmeboks! Mere aparte end sjovt, selvom ideen med at samstille diverse EU-afstemninger med det danske Melodi Grand Prix anno 1987 forekommer inspireret. For hvordan skulle man kunne vælge mellem Trine Dyrholm og Anne Herdorf???

FRELSERNE fremstår som en gevaldig rodekasse, og replikbehandling hører åbenbart ikke blandt de tre spilleres største forcer, så som publikum savner man fokus. Men energi kan man ikke fratage Sandra Yi Sencindiver, Claudio Morales og Hassan Preisler, og det rækker heldigvis et stykke vej. Nis Bang Mikkelsens smukke stemme høres heldigvis også et par gange, og så lytter man med glæde.

Skal et projekt som dette lykkes, kræver det stram styring allerede fra starten. Tekstmaterialet forekommer her alt for svingende - fra det fornøjelige til det flove. Og selvom Sandra Yi Sencindiver synes at blive bedre for hver forestilling, hun medvirker i, så har hun og da slet ikke hendes to medspillere den fornødne verbale virituositet til at løfte materialet tilstrækkeligt.


side1kvartetten