Forside

logo logo logo

 

DJANGO UNCHAINED
★★★★★

Quentin Tarantinos seneste epos er en blandet fornøjelse. Her går form forud for indhold og effekter prioriteres højere end substans.Hvis man forestiller sig et sydstatsdrama udsat for spaghetti-western æstetik, har man en ret god fornemmelse af, hvad der er i vente.

I blæret episk stil fortæller Tarantino om slaven Django, der får sin frihed mod at hjælpe en dusørjæger med en række
henrettelser. Django tager imod tilbudet i håb om at finde frem til sin unge brud, som han blev skilt fra i forbindelse med et slavesalg.

Men først skal blodet flyde, og det gør det så sandelig også i en grad, at det næsten lammer publikum. Når man alligevel
hænger ved, skyldes det flere veloplagte skuespillerpræstationer. Jamie Foxx agerer Django med en neddæmpet farlighed, men Christoph Waltz får ligesom i Oscar-rollen fra "Inglourious Basterds" lov til at stjæle deres fælles scener som hans tandlæge-posserende boss. Også Samuel Jackson bidrager med en bemærkelsesværdig indsats som plantagerejerens gamle opvarter, og får lejlighed til at komme ind bag klicheerne.

Helt sublim er Leonardo Di Caprio som psykopatisk plantageejer, en birolle, der langt om længe burde have sikre den unge veteran en Oscar. Ikke forstået på den måde, at den hører til Di Caprios fineste præstationer, men han imponerer i hver en scene. Det amerikanske filmakademi overså også hans præstationer i "Titanic", "Revolutionary Road" eller "J. Edgar". Waltz har dog langt mere tid på lærredet, hvilket kan påvirke hvor klart man husker præstationerne i forhold til hinanden.

Teknisk set hører filmen blandt Tarentinos flotteste, og der er kælet for de filmhistoriske detaljer. Således møder vi Franco Nero, der startede i spaghetti-westerns inden han forførte Vanessa Redgrave på "Camelot". Komponisten bag DJANGO UNCHAINED hedder da også Ennio Morricone (Den gode, den onde og den grusomme m.v.), så selvfølgelig er filmens svulstige titelsang ramt på kornet. Den emmer både af spaghetti og western - tilsat klassisk 60er-lyd.

Man kan ikke udelukke, at DJANGO UNCHAINED giver svage sjæle lyst til at drage på hævntogt. Men samtidig kan een enkel film vel næpppe i sig selv være årsag til diverse nedslagtninger ? Det er jo trods alt ikke alle, der ser den, som handler på den måde. Så indtil videre må det være op til den enkelte om han/hun vil udsætte sig selv og evt. børn for denne risiko. Samtidig kan man jo overveje, om der ikke findes mere nærende film på repertoiret i de danske biografer ?