MILOS FORMAN – WHAT DOESN’T KILL YOU

★★★★★☆

Miloslav Smidmajers mesterlige dokumentarfilm MILOS FORMAN – WHAT DOESN’T KILL YOU er mere end blot en film om en filmmager. For som det også fremgår af interviews med en lang række af de folk, han har arbejdet sammen med gennem årene, så er han også et fabelagtigt menneske med en ganske usædvanlige livshistorie. En livshistorie, der på flere måder afspejler verdensudviklingen.

Vi følger Milos Forman tilbage til barndomshjemmet i det tidligere Tjekkoslovakiet, hvor hans forældre blev afhentet af gestapo. Hans første filmoplevelse var en tjekkisk stumfilm, hvor publikum selv leverede de nationalistiske sange, lærte ham om filmmediets politiske kraft, og selvom det nærmest var en tilfældighed, at han kom på filmskole, indså han der, hvormeget han elskede film. Det store internationale gennembrud fulgte med "Brandmænd i fyr og flamme", der stadig står som hovedværket, et grotest monument over et samfund i opløsning. Francois Truffaut blev mere end nogen anden, manden som Forman kan takke for, at også udlandet fik øjnene op for hans film. Og det på trods af, at Truffaut med en uforstående Forman ved sin side var med til at aflyse Cannes-filmfestivalen i 68 umiddelbart før visningen af filmen.

Forman kom til USA, men efterlod sig kone og to tvillingedrenge. Hippifilmen "Taking off" floppede i USA, men vandt en Bodil i Danmark ligesom hans filmudgave af "Hair" også delte vandene. Men i midten af 70erne modtog hans endelig det manuskript, som Kirk Douglas forgæves havde forsøgt at sende til ham i Tjekkoslovakiet. Nu var afsenderen sønnen Michael, der uden held havde forsøgt at financiere en filmudgave med faderen i hovedrollen. Douglas junior valgte på Formans foranledning istedet at vente på, at Jack Nicholson havde tid, og det skulle vise sig at være klogt. Filmen kom på dansk til at hedde "Gøgereden", og vandt alle hovedpriserne, da Oscar-statuetterne skulle uddeles. Senere blev også Mozart-film "Amadeus" hædret med Oscars, en film, der gav Milos Forman mulighed for at vende hjem.

Forman genforenes da også med sine to voksne tvillingedrenge, og selvom man kunne have ønsket sig at høre mere om, hvordan de klarede sig og forholdte sig til faderens succes idag, så lyser diverse afsagn ud af dem. Men ikke forgæves. For da Milos Forman for nogle år siden vendte tilbage til hjemlandet for at lave en opera-opsætning, betingede han sig, at hans to sønner også kunne arbejde på produktionen. Ringen kan endelig sluttes, men om den virkelig heles, kan man have sin tvivl om. Og det er netop modsætningsforholdet og kompleksiteten i Milos Formans person, som filmen så eminent formidler. Godt hjulpet af Forman selv, der også som privatperson fremstår som en gudsbenået fortæller. Det forekommer derfor ganske passende, at denne film får dansk premiere på selve dagen, hvor Directors Guild of America hædrer Milos Forman for hans livsindsats. For på trods af hans selverklærede dovenskab, så har Milos Forman så sandelig levet og ydet.