DE KALDTE HAM MAND

★★★★☆☆

En dejlig uforfærdet Jon Lange har givet sig i kast med hele syv monologer af syv forskellige forfattere. Hvem der har
skrevet hvad bliver dog aldrig helt klart, men det er i al fald manderollen, der bliver taget op til revision. Det vil sige
at Hanne Vibeke Holst og hendes medsøstre igen må stå for skud, mens der tømmes dåseøl og bøvses på scenen.

Instruktøren Kamilla Mortensen har dog skabt en ganske underholdende forestillingen på trods af det svingende tekstmateriale, men hendes musikvalg – ikke mindst den fortærskede klavermusik – forekommer banale.

Jon Lange starter en smule vagt, men træder snart i karakter som tvivlsom makrel-aspirant iført tophue og jakke med refleksbrik. Ved Københavner-premieren på Hippodromen blev han dog sat en smule ud af spil, da den radio, som han råber af, havde tekniske problemer. Men Jon Lange fandt dog fine udtryk for den moderne mands frustrationer og fik spillet endnu en succes i hus for Baggårdteatret, der har produceret forestillingen.