JEG ELSKER DIG !?

★★★★☆☆

Det er ikke fordi den lille off-Broadway musical “I Love You,
You’re Perfect, Now Change” hører blandt genrens hovedværker, men man forstår aliigevel godt hvordan den har kunnet holde sig på repertoiret i New York i årevis. For den oser af charme og giver en kvartet af gode skuespillere mulighed for både at synge, danse og spille komedie.

I Folketeatrets turné-udgave har man fundet det helt rigtige
firkløver til at løfte opgaven. Henrik Lykkegaard og Henrik
Kofoed kan jo bare det hele, hvad enten de bliver sat til at se
tudefilm eller agere svigermor, nybagt familiefar eller
olding, der scorer ved begravelser. Man kan være tilbøjelig til at tage denne form for professionalisme lidt for givet, men det kræver både teknik, erfaring, sødme, poesi og lune at kunne præstere den slags.

Også Louise Mieritz er i sit es og ligefrem rørende som den evige brudepige, som måske slet ikke er så uheldig endda.
Christine Gjellerup Koch spiller godt op til de øvrige tre, og
åbenbarer sin yndige sangstemme.

De små sketches om kærlighed og kønsroller flyver elegant henover scenen i Geir Sveaass sofistikerede instruktion, og får det bedste frem i såvel Joe DiPietros tekst og Jimmy Roberts’ musik.

Rent visuelt kunne scenografen Marianne Nilsson måske godt have gjort forestillingen en smule mere festlig end det lydstudie af et scenebillede. vi præsenteres for her. Men så længe man kigger på skuespillerne, kommer man i godt humør og man ender simpelthen med at elske dem.